torsdag den 9. april 2009

Sidste arbejdsdag

I dag havde Jakob sidste arbejdsdag på Emergency Department på The Townsville Hospital. Der var mange, der var forbi for at sige et par rosende ord til ham - især var sygeplejerskerne og de yngre læger gavmilde med sine roser til ham. Søde kollegaer havde også sørget for, at der var indkøbt kage af sorten Pavlova (nationalspise, se http://en.wikipedia.org/wiki/Pavlova_(food) ).
Det har været et interessant ophold for Jakob (...som ligger i sofaen ved siden af mig, er træt efter lange arbejdsdage samt en sidste intensiv dag...). Når han tænker tilbage på, at han ikke kendte til, hvordan man skriver en journal på engelsk, hvilken slags medicin man bruger her, hvordan man bestiller undersøgelser etc, er det positivt at kunne afslutte de seks måneder med følelsen af, at han har gjort det godt. Det er tilfredsstillende at vide, at han kan komme til et helt nyt system og så alligevel kunne udføre sit job professionelt.

Det har også været lærerigt, idet Jakob har set mange andre slags patienter, end hvad han har været vant til i Lund, herunder børn, yngre og mere socialt belastede patienter. Lærerigt har det også været at se slange- og edderkoppebid, at lirke flyvende kakkelakker ud af øret samt at diagnosticere eksotiske infektioner, som han ikke har set før. Afstande er også en dimension, der er kommet tættere på: Jakob har blandt andet haft en mand fra Papua New Guinea, som ligger nord for Queensland, Australien. Manden var faldet 20 meter ned fra et palmetræ og blev transporteret med kano, helikopter og fly til The Townsville Hospital - en tur på flere dage.

I de næste to uger, inden flyet går mod Sydney, Singapore, London og til sidst København, skal Jakob finde nogle andre talenter frem: Der skal blandt andet sælges 1 stk Silver Toyota Camry CSI Sedan...Den første potentielle køber kommer i morgen kl. 8. Jeg lover jer en opdatering af, hvorvidt Jakobs bilsælger-talenter er lige så store som hans lægelige :-)

Ingen kommentarer: