fredag den 5. september 2008

Medical Board of Queensland: Tak!

Den 2. sep. fik vi endelig besked fra the Medical Board of Queensland: Jakob er blevet godkendt til at kunne arbejde som læge i Australien. Det er en besked, som vi har ventet længe, længe på... Af resterende formalia mangler vi nu kun visum.

Således kan vi nu fokusere på at pakke lejlighed ned, finde ud af, hvad vi skal have med til Australien (ikke meget, da vi kun kan have 20 kg med hver i flyet) og hvad vi eventuelt skal sende derned. Desuden skal vi lige nå at se alle vore kære - venner og familie - inden vi tager afsted. Det kan være lidt af en udfordring, når der både er job samt et nært forestående bryllup for Per Bredmose at se til.

Sommerfuglene er begyndt at flyve lidt rundt. Dagen for afrejse - onsdag den 15. okt. - nærmer sig...I går blev det offentliggjort på Heidis arbejde, at hun tager orlov, så det bliver mere og mere virkeligt. Sofia er begyndt at forstå, at vi skal til Australien og snakke engelsk. Hun er måske mest optaget af, at Mama ikke skal arbejde. Skal Papa heller ikke arbejde, spørger hun så? Jo, Papa skal arbeje lidt, siger vi. Det bliver utrolig spændende at rejse med Sofia...

Ingen kommentarer: