
I sidste uge nød vi en forlænget week-end i metropolen Melbourne. Det primære formål med besøget var at besøge Ruby, som er Heidis veninde fra studietiden ved National University of Singapore (Heidi læste et ½ år på MBA-linien i 1997). Ruby er gift med Søren, som er dansker og sammen har de to dejlige børn, Frederick på fem og Charlotte på knap tre.
Det var dejligt at være hos familien Petersen, som med stor gæstfrihed delte sit smukke hus med os. Endnu mere dejligt var det at opleve, at vi har venner, som vi af naturlige årsager ikke ser så ofte, men alligevel formår at beholde et godt venskab med.
Vi havde mange gode stunder med familien Petersen og nogle af dem var
- lange aftener, hvor Ruby og Heidi fik tid til at snakke. Mere af det, tak :-)
- at bade i deres store pool. Sommeren i Melbourne blev nydt!
Et andet formål med at tage til Melbourne var at få ny inspiration til at snakke om, hvad fremtiden for os bringer: Hvor skal vi bo for eksempel? Lejligheden i Grönegatan, Lund, sagde vi op, inden vi rejste til Australien, så hvor skal vores næste hjem være?